Anmeldelse af Hænderne under dynen & Dillerkrampe

Dette blogindlæg er sponsoreret

Jeg har før skrevet en anbefaling af Marlene Q’s oplæg i institutioner om børns seksualitet. Hun har nu udgivet børnebøgerne “Hænderne under dynen” og “Dillerkrampe”.

I bøgerne møder vi Liva og Carlos, der er naturligt nysgerrige på deres egne kroppe og har emneuge om børneseksualitet i deres børnehave. De er et par børn, der er så priviligeret at have nogle voksne omkring sig, der reagerer meget hensigtsmæssigt og ideelt, når de udtaler noget om deres børneseksualitet. Det kan være en god inspirationskilde som forældre. Jeg oplever, at der er et budskab til både forældre og institutioner i bøgerne. Jeg kan desværre tvivle på, hvor mange børnehaver der vil berøre emnet som hovedfokus i en emneuge – medmindre det selvfølgelig er et krav til læreplanerne, der kommer “oppefra”. Hvordan vil forældregruppen reagerer? Uforstående og provokeret/forarget eller forstående og støttende? Det kan være en invitation til en dialog om det og måske endda med udgangspunkt i et oplæg af Marlene Q.

Filippa er meget optaget af bøgerne, og i starten var det bogen med drengevinklen, der var mest interessant. Lige for tiden har det skiftet til at skulle være “den med pigen”. En ting er sikkert: Bøgerne er favoritter, og det er en af de to, der skal læses om aftenen i sengen. Begge bøger er rigtig gode og relevante på hver sin måde for begge køn. Børnene kan med bøgerne på den ene side være nysgerrige på det modsatte køn, og på den anden side få muligheden for at genkende sig selv i den anden bog. Hjemme hos os er der fra første læsning blevet lyttes meget koncentreret og spurgt ind undervejs. Det vil nok være nogle historier, som børnene vil opdage nyt i på forskellige tidspunkter i deres udvikling. Indtil videre har Filippa ikke undret sig over betegnelsen regnbuebarn, og det er en anden snak, end vi har haft indtil videre, som vi har til gode. I den ene bog er der fokus på vigtigheden af at sige fra; både hvordan man mærker, at man ikke kan lide det, og hvordan man tydeligt siger fra overfor det.

Bøgerne får mig til at sige nogle ord højt, som jeg nok aldrig ville sige, og det åbner for en snak, som vi af samme grund nok aldrig ville få muligheden for at få på samme måde. Der vækkes en nysgerrighed og dannes ramme for samtalen omkring børns seksualitet. Bøgerne bliver et “fælles tredje” i en bestemt sammenhæng. Jeg kunne blive spændt på, om “diller” nu skulle blive sjovt at sige – men det er det tvært imod. Ordene omkring seksualiteten bliver mindre specielle og derfor ikke så “forbudte” og dermed spændende – fordi vi netop kan snakke almindeligt om det, når vi læser om Liva og Carlos. Det giver en indgang til børnenes verden, for de bliver måske mindet om noget. Snakken er i hvert fald vigtig at tage på et senere tidspunkt, så de får et sundt forhold til det, og måske bliver det mindre mærkeligt at snakke om “voksenseksualitet”, når børneseksualiteten ikke har været et tabu eller noget sært.

Jeg ved ikke, om det kommer fra en snak, de har haft i børnehaven, eller om det er noget nogle af de andre børn har videreformidlet – i hvert fald indgår ordet “bolle(rik)” ikke i bogen. Det er et godt eksempel på, hvor samtalen kan ende 🙂

Mor, “bollerik“… Altså – det betyder, at pigerne ser drengenes tissemand, og drengene ser pigernes tissekone.

Del på de sociale medier

Skriv kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked with *.